Af kærlighed til Basset Artesien Normand

Den bedste start på livet


Vi holder meget af vores hunde og sætter en stor ære i at give hvalpene den bedste start på livet. Det er ubetinget en opdrætters ansvar. Det betyder at vi er opmærksomme på alle forhold, der udvikler hvalpene både fysisk, mentalt og emotionelt i en sund retning. I praksis betyder det, at vi udover at have fokus på fodringen og plejen af hvalpene også har fokus på hvalpenes prægning og socialisering. Det er f.eks. oplevelser som bilkørsel, ophold udenfor supermarkeder, støvsugere, børn i alle aldre, andre hunde og dyr som f.eks. heste, katte og høns som bl.a. er noget af det hvalpene får med sig i bagagen inden de forlader os. Alle vores hunde og dermed også vores hvalpe lever og bor naturligvis sammen med resten af familien i vores hus.
Den vigtige prægningsperiode strækker sig over et år for hundehvalpe, men vigtigst er perioden fra 3 – 12 uger, hvor hvalpen er særlig modtagelig for prægning og socialisering. Denne periode starter således allerede hos os som opdrætter og fortsætter hos Jer, som bliver hvalpeejere.

Perioden er særdeles vigtig. Når en hvalp fødes er det ligesom en ny åben bog, der skal til at skrives. Alle oplevelser som hvalpen får lagres i dens hukommelse eller skrives ind i bogen om man vil. Oplevelserne og de indtryk som hvalpen danner sig, tages med videre i livet og vil således være afgørende for hvordan hvalpen vil reagere videre frem i livet. Får hvalpen således den mængde positive stimulerende oplevelser, som svarer til dens udviklingstrin, vil den også udvikle sig som en sund og omgængelig familiehund med et åbent og tillidsfuldt sind.
En sund hvalp skal være frimodig, glad og nysgerrig også overfor børn og ikke forsigtig og tilbageholdende.

Hvem er vi

Vi bor på landet mellem Vejle og Billund i skoven, hvor der er masser af plads at boltre sig på for både hunde og mennekser. 

Vi har haft Basset Artesien Normand siden 2006, og lige siden været forelsket i denne selvstændige, kærlige race som elsker mennesker og andre hunde. En race der hviler i sig selv og samtidig elsker gåture.


Jeg er uddannet Eksamineret Hundeadfærdsinstruktør og Clicktræner og uddannet Cand. Agro. med speciale i etologi. Jeg arbejder på SOSU Esbjerg.

Peter er uddannet Skov- og landskabsingengiør og arbejder i Billund Kommune

Vores yngste søn August bor hjemme